lørdag den 31. marts 2012

Saxofonist og Michael Bladt - Dirigent og Gæsteinstruktør i Sæby

Saxofonist og komponist Michael Bladt fra Aarhus Jazz Orchestra på besøg hos Sæby Big Band

Gæst hos Sæby Big Band ved den ugentlige prøve torsdag var saxofonist i bl.a. Aarhus Jazz Orchestra  - Michael Bladt. Torsdagsprøven startede allerede kl. 16.00 hvor saxofongruppen holdt gruppeprøve med tenorsaxofonist Michael Bladt. Udvalgte numre blev gennemgået og gennemprøvet og gruppen fik masser af gode staldtips af denne topmusiker. Udover tenorsax,  mestrer Bladt altsaxofon, sopran- og barytonsaxofon samt fløjte og klarinet samt basklarinet. Så der var en meget kompetent herre der havde rigeligt med input i bagagen til alle musikere i sax-gruppen. Seneste gæsteinstruktør i saxofongruppen var DR Big Bands saxofonist Uffe Marcussen. Og det er tanken at gennemføre mange flere gruppeprøver med saxgruppen og øvrige instrumentgrupper i orkestret.

I er utrolig skarpe ! I spiller jo hver eneste frase i partituret fuldstændig korrekt.......

Efter et par timers gruppeprøve for saxofonisterne var Michael Bladt klar til aftenprøve med hele Big Bandet. Saxofonisten gjorde rigtig meget ud af at fortælle hvor vigtig det mentale indstilling og klarhed til musikken er. "Tænk underdelinger, klap sammen, syng sammen og gør det igen og igen. Først herefter rækker vi ud efter instrumenterne". Orkestret brugte langt tid denne aften med denne metode til indlæring af musikken, hvilket betød mere ro og sikkerhed og langt bedre musikalitet. En rigtig fed tilgang og lære om den rytmiske musik, som han selv og bl.a. Aarhus Jazz Orchestra bruger rigtig megen tid på at kombinere med de traditionelle satsprøver.

Endnu en rigtig god prøve men en klar og skarp gæst.

mandag den 12. marts 2012

Komponist og Saxofonist Michael Bladt gæst hos Sæby Big Band


Klüvers Big Bands saxofonist Michael Bladt bliver Sæby Big Bands næste gæstedirigent

Det bliver den århusianske saxofonist og komponist Michael Bladt der bliver Sæby Big Band næste gæsteinstruktør. Besøget finder sted torsdag den 29. marts i Manégen i Sæby ved orkestrets ugentlige prøve.

Michael Bladt er uddannet saxofonist fra Det Jydske Musikkonservatorium i Aarhus. Han har siden 1997 været ansat i Klüvers Big Band. Udover sit faste job i big bandet virker han som musiklærer og freelancemusiker i et utal af sammenhænge. Han har gennem årene både spillet og indspillet med eksempelvis Radioens Big Band, DR Underholdningsorkester, The Orchestra, Jørgen Emborg orkestret Surrounding Moods, Peter Vuust kvartet, Jacob Buchanan Dream Factory, Cæcilie Norby, svenske Maria Bergman, amerikanske Kurt Elling, Sanne Salomonsen, Infernal, Eran DD, One Two, Lars H.U.G....blot for at nævne et par.

Cover fra Michael Bladts nyeste fusionsudgivelse Kirkland 


Når Michael Bladt ikke ligger vandret i arbejdet med disse orkestre får han blandt andet tid til produktion af det nyere anmelder-roste album "Kirkland". Fusionsmusik som lægger sit tæt op at Michael Bladts forbilleder som fusionsgrupperne Yellow Jackets og Steps Ahead. Kirkland indeholder Michael Bladts helt egne kompositioner og er melodisk og afvekslende lækker fusionsmusik. Se meget mere om Michael Bladt på hans egen hjemmeside www.michaelbladt.dk

Som gæst hos Sæby Big Band skal Michael lede en gruppeprøve med saxofonisterne om eftermiddagen og styre band-prøven om aftenen. En dag som big bandet ser meget frem til og forventer sig meget af.

søndag den 4. marts 2012

Klüvers Big Band tager imod Jazz-Praktikant fra Sæby Big Band

Klüvers Big Band tager musiker ind fra Sæby Big Band
Basunist Rasmus Holm fra Sæby er basun-praktikant i Klüvers Big Band

I et samarbejde med Kulturalliance mellem Frederikshavn og Hjørring Kommune, Sæby Big Band og Danmarks internationalt anerkendte Klüvers Big Band fra Århus, er en aftale om praktikmulighed for unge talenterede musikere kommet i stand.

Praktikpladsen tildeles en kvalificeret MGK elev eller andet musikalsk talent fra det danske og i dette tilfælde fra det nordjyske jazzmiljø. Jazz-praktikken tilbydes når pladser er ledige og gives fri fra det store etablerede jazzorkester.

Orkesterpladsen giver masser af indblik i et professionelt orkesters arbejdsform og giver praktikanten jazzoplevelser af at være blandt de hårde piger og drenge i dansk professionelt jazzliv.

Sæby Big Band må i de næste fire uger undvære sin førstebasunist Rasmus Uhrenholt Holm. Under projekt-etiketten Talentlink er Rasmus blevet tildelt en plads i basungruppen i Klüvers Big Band i forbindelse med foreløbig fire skolekoncerter, hvilket er en stor del af Klüvers Big Bands koncertaktivitet.

Digent ved disse koncerter er ikke orkestrets daglige og nye leder saxofonisten Lars Møller. Men derimod Nikolai Bøgelund Pedersen - til daglig orkestets 1. basunist og i øvrigt Rasmus' hovedfagslærer på Musikalsk Grundkursus.

Om få uger er Rasmus atter på plads i sin vante basungruppe i Sæby. Fremtiden byder på muligheder for praktikpladser for flere af Sæby Big Bands unge talenter.

torsdag den 1. marts 2012

⟶ Trommeslager Thomas Albæk Jakobsen ugens gæst i Big Bandet

Musikskoleleder ved Frederikshavn Musikskole Thomas Albæk Jakobsen

Det var bare en ganske almindelig øver i aften. Og er det ikke fantastisk at Sæby Big Band også åbner marts måned med med fuldt besat big band - også til en helt sædvanlig prøve. Men fuldt besat er orkestret jo stort set altid. 
Og skulle der mangle en af orkestrets faste musikere, er spilleglæden og velviljen i det nordjyske  jazzlandskab ganske stærk til at udfylde en tom plads. 

Således fik orkestret torsdag en håndsrækning fra musikskoleleder ved Frederikshavn Musikskole og trommeslager Thomas Albæk Jakobsen. Det var jo fedt at få opbakning og fedt trommespil fra jazz-trommeslager af meget høj kvalitet. En trommeslager der spiller masser af avanceret jazz-musik. Men også  big band musik, omend hans seneste big band optrædener sådan rigtig for alvor ligger år tilbage i Aalborg Universitets big band. 

Gæstevisit som disse giver lige et ekstra drive og ikke mindst en aften hvor gamle jazz-klassikere atter var på pulten. 

Ud over trommehjælp fra Thomas var der også hjælp at hente fra basunist Michael Harding som tidligere har været gæstedirigent for orkestret. 
- Super big band aften i Sæby med fuldt orkester og flot drive.